Troldehaven er beliggende på Stoholmvej 26, Nr. Søby, 7840 Højslev
Velkommen til Troldehaven
I Troldehaven er der 3 børnehavegrupper, og der er ca. 55 børn
Grupperne hedder Solsikken, Mælkebøtten og Skovtroldene.
Solsikken og Mælkebøtten er for børn i alderen 2,11 år - 4,5 år. Skovtroldene er for de ældste børn, og her starter man i august det sidste år før skolestart.
Troldehaven ligger i et meget aktivt lokalområde lige ved siden af Nr. Søby skole, Højslev idrætsforening, Friluftsbadet og Søby Højslev Arena
Vi har en skovhytte i skoven bag skolen. Skovhytten ligger kun nogle få hundrede meter fra børnehaven, alligevel er det for børnene en rejse til en helt ny verden af oplevelser. De ældste børn bruger hytten og området flere dage i ugens løb.
Her finder vi dyr i skovbunden, laver bål, bygger huler, og løber op og ned af skrænterne. Det er et fantastisk sted med mulighed for ro, fordybelse og leg i naturen.
Vores legeplads og udeområde giver rig mulighed for at bruge kroppen, og nye legemiljøer er hele tiden under udvikling, for at give bedre rammer og støtte til børnenes leg.
Vi bruger meget tid udenfor på legepladsen både til leg, bålaktiviteter og undersøgelse af naturen.
Indenfor ændrer vi også løbende på indretningen, så nye legemiljøer kan give inspiration til børnenes leg.
Vi har fælles temaer i Troldehusene. Det har været science, mennesket, arkitektur, hvad er et arbejde? og mange andre ting. Temaet bestemmes af et udvalg af medarbejdere, og så er det op til afdelingerne at finde en måde at arbejde med det på. Det vil være forskelligt hvordan man gør og hvilke aktiviteter det munder ud i. Der tages naturligvis hensyn til børnenes alder og interesser. Temaerne kører over nogle måneder, så der også er plads til de traditioner vi har i husene.
Vi arbejder på at skabe inkluderende børnefællesskaber, hvor alle kan være med, og hvor hvert enkelt barn føler sig som en del af fælleskabet. Det gør vi ved at være tæt på og deltage i børnenes lege og aktiviteter, og dermed understøtte at der er plads til alle.